Splittelse i NATO – Hvad er et troværdigt forsvar? Købmanden fra Amerika har ændret spillereglerne.

En af de mest kendte slagmarker i den forsvars- og sikkerhedspolitiske debat er kampen, om den famøse Wales-aftale fra 2014. Her er der lagt op til, at hvert NATO-land skal bruge to procent af BNP på landenes forsvar inden 2024. Nogle lande, herunder Danmark, mener det er en hensigtserklæring, mens andre, med amerikanerne i spidsen, mener det er en juridisk aftale.

Skrevet af Folk & Sikkerhed.

Den debat håbede den danske regering at nedtone, da man sidste år fremlagde Danmarks nye forsvarsforlig, som varer frem til 2023. Men med amerikanerne som bannerfører for en overholdelse af Wales-aftalen, og med en Trump administration, der har gjort en dyd ud af at USA kun skal være med i aftaler, der i deres øjne er ligeværdige, er debatten langt fra overstået. Tværtimod ser man en helt ny og mere aggressiv debat end tidligere med en amerikansk præsident, som i en ellers stram traditionel politisk verden, favner begreber som uforudsigelighed og ”købmandsmentalitet”. Spillereglerne er ændret, og det presser det etablerede politisk system.

Vil USA forlade Danmark?

Med udsigt til at antallet af NATO-lande, der bruger minimum to procent af BNP på forsvaret, stiger fra de nuværende fem lande til i alt 19 ud af 29 NATO-lande, ser det ud til at flere års amerikansk pres begynder at bære frugt. Årsagen tillægges blandt andet en forskydning i den globale magtbalance, nye trusselsbilleder med stadig større militarisering fra Kina, Rusland og Irans side af og en helt ny kampplads der udspiller sig på cyber fronten.

Men med et USA, der altid har haft et tæt samarbejde med Danmark, og såvel som for resten af Vesten siden Anden Verdenskrig. Vil USA så forlade Danmark og ikke beskytte os, selvom vi ikke når de to procent i 2024?

Givetvis ikke, men ændringer vil der komme. Der er ingen tvivl om at Danmark i langt højere grad – som mange andre europæiske lande – skal være bedre rustet til at beskytte, hvis ikke europæiske grænseområder, så i hvert fald sine egne. Dette kan være en af grundene til, at man i disse dage ser en dansk Venstre regering lægge meget værdi i det nordiske forsvarssamarbejde.

Traditionelt set har et tæt nordisk forsvarssamarbejde været forbundet med en dansk socialdemokratisk regering. Men i lyset af en større krævende forsvarsopgave i Norden, herunder Arktis, ser det ud til at den danske regering – på trods af partifarve – må erkende at opgaven skal løses i et nordisk forsvarssamarbejde.

Kan erhvervslivet ”redde” Danmark fra de to procent?

Mange amerikanere, herunder den amerikanske ambassadør i Danmark Carla Sands, får sig til at stille Danmark spørgsmålet om, hvorvidt Danmark vil komme sine allierede til undsætning i et sådant omfang, at vi kan levere et troværdigt forsvar, der kan håndtere de udfordringer, vi står overfor i den aktuelle forsvars- og sikkerhedspolitiske situation.

Danmark står nemlig samtidigt overfor at skulle kunne beskytte hele det danske kongerige, der med Grønland og Færøerne, gør Danmark til det 11.største geografiske land. Grønland alene dækker 1/3 af USA’s samlede areal og med Arktisk Kommando, der består af omkring 100 mand, der skal håndhæve suveræniteten af et så stort område, stiller det os med en udfordring. Hvor Rusland inden for ganske kort tid kan mobilisere store mængder af tropper, vil det komme til at tage Danmark 180 dage i stedet for de 30 dage som NATO forventer det vil tage for os at kunne indsætte og mobilisere tropper. Ovenstående er ikke et udtryk for en aktuel bekymring om at Rusland udgør en direkte militærtrussel mod Danmark eller resten af Norden som sådan, men det er et forhold, som skal overvejes taget de senere års forværret forhold med Rusland i betragtning.

Derfor er det afgørende for Danmark og dansk forsvar, hvorvidt vi kan regne med amerikanerne. Men med et dansk forsvar der altid har været der for sine NATO-allierede hver gang soldater skulle udsendes og når der skulle udføres andre missioner (samtidig med en forøgelse af vores forsvarsbudget), er det svært at se, at USA vil forlade os – selvom vi nok ikke ender med at betale de to procent i 2024.

For hvis amerikanerne vil stille større krav til Danmark og resten af Europa kan det have en negativ effekt på deres største eksportmarked angående forsvarsudstyr. Konsekvensen kan være, at man i Europa begynder at handle mere med hinanden, som Macron lægger meget op til, når der skal indkøbes materiel.

Paradokset om de to procent kan ligge i en og samme mand – den amerikanske præsident. Trump blev valgt blandt andet, fordi han er forretningsmand og for at gøre op med et politisk miljø som den amerikanske befolkning i stigende grad har mistillid til. Derfor kan det betyde at på trods af Trumps pres på et mere retfærdigt bidrag fra EU NATO-landene, så kan det netop være presset på eventuelle negative handelsbetingelser som i sidste instans ”redder” EU NATO-landene fra at leve op til forpligtelserne i NATO aftalen om de to procent i denne omgang.

Fremtidens nye NATO – sikkerhed udøves i nærområderne.

Som nævnt er der ingen tvivl om at amerikanerne har skabt en ny situation i NATO med en mere intens retorik for at få EU NATO-landene til at betale de to procent til NATO, herunder konkrete planer fra de enkelte lande om, hvordan man når op på de to procent. Eller er det EU NATO-landene som efter mange års tonedøvhed overfor amerikanernes ønske om de to procent nu mærker konsekvenserne?

Denne nye situation skal i høj grad ses i lyset af flere års amerikansk utilfredshed, en markant ændring af den sikkerhedspolitiske situation, et amerikansk krav til EU NATO-landene om stærkere samarbejde, herunder i relation til Host Nation Support, og ikke mindst et amerikansk udenrigspolitisk skifte, hvor man for første gang siden Anden Verdenskrig fokuserer på nationale spørgsmål, og hvor dette skifte efterlader et amerikansk krav til Europa om at kunne forsvare sit eget territorium uden samme grad af amerikansk tilstedeværelse.

Der er flere indikatorer på, at de nye amerikanske takter i NATO ikke blot skal ses som en splittelse, men derimod som grundlaget for fremtidens nye NATO, hvor hvert medlemsland i stigende grad vil øge kontrollen af eget territorium, som man ser det med Danmark i Norden.

Ingen alliancer er perfekte. Splittelser og uenigheder vil i perioder forekomme i mere eller mindre grad. Spørgsmålet er, hvordan vi sammen kommer igennem disse uenigheder. Der er ikke noget alternativ til NATO.

Der er behov for, at EU NATO-landene skaber et troværdigt forsvar i relation til den aktuelle sikkerhedspolitiske situation. Argumentationen for ikke at bidrage med to procent må aldrig tage udgangspunkt i den danske regerings egen opfattelse af succes, men skal derimod ses i lyset af OPGAVERNE der skal løses og ikke mindst at begge parter i et SAMARBEJDE kan se hinanden i øjnene.

 

Tilføj kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist på siden. De krævede felter er markeret med *