Hærprovstens tale – Nytårsgudstjenesten 2019

Hærprovstens tale – Nytårsgudstjenesten 2019

Nytårsgudstjeneste for Folk og Sikkerhed

Kastelskirken den 5. januar 2019 kl. 13.30

Evangeliet til Helligtrekonger (1. tekstrk.): Matt. 2,1-12.

Hærprovst Thomas H. Beck

—————————

Det nye år begyndte jo som bekendt med en ganske tragisk ulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen. Dagen var ellers startet så typisk med, at medierne gik lidt i ring omkring det kraftige blæsevejr og risikoen for stormflod. Som så mange andre gange kunne man i sit stille sind tænke ved sig selv, om der dog ikke var sket vigtigere ting rundt om i verden, som var mere væsentlige at fortælle offentligheden om. Statsministeren havde da ellers dagen før i sin tale til nationen opremset rigeligt med internationale kriser og konflikter, som bør bekymre os alle. Men bogstaveligt talt blev der blot trådt lidt vande af udsendte vejr-journalister, der havde fundet lidt oversvømmelse ved Roskilde fjord. Andre journalister var på vej til Fyn for at dække den varslede stormflod, da alt med ét ændrede sig og den tragiske hændelse fandt sted. Medierne havde deres beredskab og fokus lå nu her. Men vigtigst af alt havde det officielle Danmark også sit beredskab, som viste sig at fungere helt optimalt. Har man blot et lille kendskab til, hvor kompleks en sådan opgave er og hvor mange myndigheder og personer, der skal involveres, kan man kun imponeres over indsatsen.

 

”Vær beredt!” er jo slogan for spejderbevægelsen. Men det er jo lige så meget devisen for alle de offentlige institutioner, myndigheder og styrelser, der skal være beredte på det værste lige fra oversvømmelser til en væbnet konflikt, der kræver det danske forsvars deltagelse. I det hele taget bør det jo være motto for enhver. For vi kan jo alle pludselig stå i en situation, hvor vores indsats er påkrævet i forhold til at skulle hjælpe andre. Her er det jo så i øvrigt ikke nok, at vi mentalt er beredte på det, at vi er villige til at yde en indsats og har modet til at ville ofre os for andre, men vi skal også være forberedte på det. Er man parat til at springe i bølgerne for at redde den druknende, skal man jo nemlig også have lært at svømme, bjærge og kunne førstehjælp.

 

At være beredt og dermed altså også at være for-beredt har jo noget med etik at gøre. ”Vær beredt” er et imperativ. Det er et påbud. Det er en pligt, hvor det forventes, at man handler i nu’et uden at give sig til at veje sit ansvar. Her skal der ikke funderes over, hvad jeg personligt får ud af det som menneske eller om ens handling vil være gavnlig for så mange som muligt – ja, om det kan betale sig. Der er ikke tale om det, vi kalder dydsetik, hvor det handler om, hvilket menneske, man ønsker at være – altså hvilke dyder, man gerne vil repræsentere. Der er heller ikke tale om det, som vi kalder nytteetik, hvor det afgørende er, om resultatet af vores handlinger gør mest mulig nytte for det størst mulige antal mennesker. ”Vær beredt” er udtryk for en pligtetik, hvor man handler efter sin gode vilje og ud fra samvittigheden, der siger til os, at vi skal være mod andre, som vi ønsker, at de skal være mod os.

 

Den gyldne regel, at vi skal være mod andre, som vi ønsker, at andre skal være mod os, kaldes også den kristne lighedsetik. Det er dog lidt misvisende, fordi man egentlig ikke kan tale om, at der findes en særlig kristen etik eller moral. Det kristne budskab her til jul og nytår handler tværtimod om, at Gud lader sig blive menneske for at nedbryde religiøse og ideologiske moralregler, der vil kontrollere og styre vores liv. Hele julefortællingen viser fint forskellen mellem kong Herodes, der så sit politiske-religiøse styre truet af en ny religiøs leder, og så de tre hellige konger, der forstod, at Jesusbarnet ikke var en kommende politiker, men at han var født for at sætte mennesket i frihed fra det ideologiske og det religiøse. Stjernen over Betlehem er et billede på, at de hellige tre konger er ledet af noget, der ligger foran dem. De følger deres hjerte, deres samvittighed og tilsidesætter deres egne behov. De tror på noget. De tror på, at friheden ligger i det lille Jesusbarn. Og i selve den tro får de friheden, så de kan vælge at gøre det rigtige og gode. Budskabet er, at man ikke kan gøre sig til et bedre og mere fromt og frelst menneske ved at følge bestemte etiske og religiøse regler, men at man simpelthen ikke kan andet end at handle etisk korrekt og moralsk godt, når man handler i tro.

 

Oven på et af ugens andre temaer i pressen, hvor vi har fået et indblik i karismatiske religiøse bevægelser, der tager Vorherre til indtægt for netop det, han gjorde op med, er det nok lige på sin plads at understrege, at tro altså ikke er noget, man opnår ved at leve på en bestemt måde, ved at sælge al sin ejendom, ved at bede på bestemte måder, ved at underkaste sig en sekt og dens moralregler eller bare det at skabe sig hysterisk. Tro er derimod fast tillid til det, der håbes på. Det er alvor. Det er en overbevisning om det, der ikke kan ses, at vi nemlig er blevet sat frie fra religiøse og ideologiske systemer, der vil kontrollere vores liv. Det er der noget frimodigt, kækt og snarrådigt over, som fører til et godt og anstændigt menneske. For det er ikke en flippet frigjort frihed. Men det er en frihed, der er bundet til et ansvar. Til en pligt over for din næste. Det er dermed en tro, der skaber en god moral. Ja, en god kristen moral. For selvom vi til enhver tid skal holde os fast på, at der ikke findes en særlig kristen moral eller kristen etik, ja, så gør der det alligevel på den måde, at i troen gør vi altid det etisk korrekte. I troen er vi gode mennesker, der handler ansvarligt over for vores næste.

 

Det er jo ikke uden grund, at julehilsner fra chefer rundt om i landet til nytårsbreve og nytårstaler fra toppen af samfundet i år har peget frem mod ansvarlighed, hæderlighed og anstændighed. Det er ikke uden grund, at de har påpeget en skrantende moral. Som hendes majestæt så rigtigt sagde det i sin nytårstale, så kan træet ikke stå, hvis rødderne er syge. Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Det er en velanbragt opsang til os alle, som forhåbentlig får os til at være mere opmærksomme på at forberede os på at være beredte. For ligesom man skal kunne svømme, bjærge og yde førstehjælp for at være beredt til at redde den druknende, sådan kan man også forberede en god moral. Det gør man igennem gode vaner. For det kræver en jævn og kontinuerlig gentagelse at forholde sig korrekt til de pligter, man har i sit liv såvel som i sin tjeneste. Vaner skabes jo ved, at vi gentager handlingerne ofte. Det kommer ikke bare af sig selv. Det skal indlæres, hvorfor gode vaner er en forudsætning for at nå frem til at få en god, høj og robust moral. Sådan lærer en ung værnepligtig eksempelvis at være høflig. Det er slet ikke sikkert, at den værnepligtige inderst inde er særlig høflig, sådan som vi alle kan have en anløben moral. Men ved at være høflige efterligner vi den gode moral. Det kan man så kalde hyklerisk, hvilket er blevet gjort i de sidste 50 års opgør med vores traditioner, dannelse og værdier. Men det hykleri, der eventuelt skulle være i at være høflig, selvom man inderst inde er en skurk, overskygges af det gode. Det overskygges af, at det nu engang er bedst for ens omgivelser og fællesskabet, at man er høflig. Desuden ansporer høflighed os til at være gode. Og sådan er høflighed og de gode vaner med til at skabe et fællesskab, der er præget af hæderlighed, anstændighed og retskaffenhed – og hvor vi lever på mottoet: Vær beredt!

Godt nytår

AMEN!

 

Tilføj kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist på siden. De krævede felter er markeret med *