Claus Hjort holder oplæg ved sikkerhedskonferencen i München

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen deltager igen i år som oplægsholder ved sikkerhedskonferencen i München.

Et stort antal stats- og regeringschefer samt udenrigs- og forsvarsministre fra hele verden er denne weekend samlet til den årlige sikkerhedskonference i München, som er en af de mest toneangivende konferencer om sikkerhedspolitik. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen holder i år oplæg om Arktis.

”Arktis er i stigende grad genstand for stormagtsinteresse med øget risiko for forstærket retorik og militarisering. Det er fortsat vigtigt for Danmark at bevare Arktis som et lavspændingsområde, men vi må ikke være naive. Den russiske militære opbygning i Arktis er bekymrende. Det er legitimt, at Rusland ønsker at kontrollere sine nordlige områder med nye og mere åbne sejlruter. Men den russiske militære opbygning rummer også kapaciteter, der kan anvendes offensivt. Vi skal derfor følge Arktis tæt og have langt mere indsigt i, hvad der sker i Arktis – ikke mindst i og omkring Grønland. Der er behov for øget tilstedeværelse og overvågning”, siger Claus Hjort Frederiksen.

De senere år har konferencens altoverskyggende bagtæppe været Ruslands illegale annektering af Krim.

”I år forventer jeg også, at Rusland vil være på dagsordenen. Det skyldes ikke mindst den seneste udvikling ift. med suspenderingen af INF-traktaten og hændelsen i det Azovske Hav i november. Der er ingen tvivl om, at vi befinder os i en sikkerhedspolitisk situation, der er den mest alvorlige siden Murens fald. Rusland signalerer ikke nogen synderlig vilje til at ændre adfærd, Kinas militære og økonomiske magt vokser dag for dag, terror er desværre fortsat en realitet, ustabilitet og fattigdom sender fortsat flygtninge- og migrantstrømme over Middelhavet mod Europa og cybertruslen stiger”, siger Claus Hjort Fredriksen.

Den sikkerhedspolitiske konference i München samler omkring 400 statsledere, ministre, erhvervsledere samt repræsentanter fra NGO’er, medier og tænketanksmiljøet.

 

Kilde: Forsvarsministeriet

Foto:  Munich Security Conference 2019 

Tilføj kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist på siden. De krævede felter er markeret med *