22-08-2011
Husk flagdagen 5. september
For tredje gang skal Danmark hylde sine mange veteraner
I år er det tredje gang Danmark markerer den officielle flagdag for vore udsendte. Vi mindes dem, der mistede livet, og hylder dem, der blev såret eller vendte uskadte hjem. Det sker mandag 5. september, og dagen indledes med Dronningens indvielse i Kastellet af Monument for Danmarks udsendte.
Det efterfølges af store og små arrangementer i en stor del af landets kommuner.
– Men også du og din kommune bør være med, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen i Folk & Forsvars udsendte temaavis.
Statsministeren understreger sine ord ved at påpege, at Danmark på denne dag udtrykker sin anerkendelse til alle, der er eller har været udsendt for Danmark i international tjeneste.
– Det er vigtigt, at det danske samfund viser sin opbakning til nuværende og tidligere udsendte soldater samt personel fra politiet, beredskabet, hjemmeværnet, udenrigsministeriet m.v., som har været udsendt i internationale missioner. Deres indsats er afgørende for, at Danmark kan tage et internationalt ansvar i arbejdet for at fremme fred og sikkerhed. Det er i Danmarks interesse af hensyn til vores egen sikkerhed, men også for at håndhæve værdier, som er grundlæggende for os – respekt for menneskerettigheder, frihed, demokrati og ytringsfrihed, siger statsministeren til Folk & Forsvar.
God forståelse og respekt for vore veteraner
Folk & Forsvars formand, Frank E. Andersen tilføjer:
- Vi skal deltage aktivt udenfor Danmark, hvis vi vil skabe sikkerhed og tryghed for danskerne. Danmark har i de seneste år fået en ny forståelse og respekt for dem, som på vegne af landet bidrager til vores sikkerhed. Det afspejles i markeringen af Flagdagen, etableringen af de nye veteranhjem og skabelsen af monumentet for Danmarks udsendte, alt sammen en anerkendelse af de mange danskere, der har gjort og gør en indsats internationalt på vegne af os alle.
Derfor har Folk & Forsvar i eftersommeren skriftligt – og supplerende via sit netværk – opfordret landets 98 borgmestre til, at kommunerne hejser flaget og ved arrangementer hylder veteraner bosat i lokalområdet.
Til redaktionerne: Vil du vide mere, så klik ind på www.folkogforsvar.dk eller kontakt Folk & Forsvar, tlf. 3314 79 00, Folk & Forsvars formand Frank E. Andersen, tlf. 29 29 20 75 eller undertegnede.
Claus Arboe-Rasmussen
Informationschef, tlf. direkte. 32 53 12 31


1358 København K