Danmark skal, som NATO ønsker, og som Sverige, Norge, de baltiske lande, Polen og Tyskland er i færd med, genopstille et konventionelt forsvar. Vores lille ekspeditionsforsvar, der kortvarigt kan indsætte små enheder i fjerne lande, er ikke nok. Danmark skal snarest muligt igen kunne bidrage militært til at stabilisere og krisestyre i nærområdet.

Af Jeppe Trautner, ph.d., forsvarsekspert, og Mads S. Mikkelsen, cand.scient.pol.

Det kræver ikke, at vi genskaber Den Kolde Krigs store styrker, men at forsvaret skal gives markant større personel- og materielmæssig bredde og dybde, end det har i dag. NATOs beskedne krav til Danmark om en panserinfanteribrigade betyder bl.a., at der skal genintroduceres luftværn og panserværn og anskaffes flere kampvogne. Men vigtigst af alt har især Hæren behov for betydeligt flere menige soldater, især hvis den skal være indsat i længere tid.

Behovet for retablering af et konventionelt forsvar har skabt debat om forsvarets bemanding. Tre af de fire tunge partier i forligskredsen, V, K og DF, ønsker flere værnepligtige med længere tjenestetid.

Stampersonellets fagforening, CS, er enig heri, mens officerernes, HOD, ikke har en klar holdning. Det fjerde tunge parti, S, er positive over for værnepligten, men overvejer antal og tjenestetidens længde. Omvendt ønsker LA og R samt de kontraktansatte menige hærsoldaters fagforening, HKKF, værnepligten afskaffet. De mener, at borgere ikke bør bidrage personligt til landets forsvar, og/eller at værnepligt har for lav militær værdi.

»Professionelle« soldater

Udenlandske og danske erfaringer viser, at en moderne og fleksibel værnepligt er en essentiel kilde til et motiveret personel af høj militær kvalitet.

Langtfra alle, der bidrager til debatten, synes at vide, at værnepligtige soldater, uddannet og anvendt rigtigt, både er militært meget kapable og langt billigere for forsvaret end kontraktansatte soldater.

I debatten kaldes kontraktansatte soldater af og til »professionelle«, hvilket er en uvane. Det, der gør en soldat professionel, er ikke ansættelsesform og lønniveau, men relevant og krævende militær uddannelse og intensive øvelser.

Den nuværende værnepligt på fire måneder er for kort til, at der kan uddannes brugbare enheder. Den har rekrutteret godt mandskab ind til forsvaret, men bidrager kun indirekte til forsvarets styrker.

I fredstid tager det 8-12 måneder at uddanne brugbare soldater og enheder. Først skal de som enkeltmand opnå en fysisk grundform og basale færdigheder, dernæst lære deres funktioner, og endelig øve, til de er en sammentømret enhed.

Værnepligtige enheder kan efter 8-12 måneder løse en lang række militære opgaver på højt niveau. Eksempelvis uddanner Finland, Norge og snart igen Sverige værnepligtige i enheder med avanceret og tungt materiel, ligesom Danmark gjorde det indtil 2004. Finland uddanner kampvognsbesætninger på 12 måneder, og 80 pct. af flymekanikere til deres F-18 jagerfly er værnepligtige, der kan mobiliseres. Over halvdelen af de danske soldater, der har været udsendt internationalt i de seneste 20 år, herunder i kamp i Afghanistan, har alene haft 12 måneders forudgående militær uddannelse, og også de har gjort det godt og ofte fremragende.

Værnepligten kan selvfølgelig ikke stå alene. En effektiv bemanding skabes for alle værn med en blanding af en kerne af fastansat militært personel, værnepligtige og reservestyrker – dvs. et »både og«. Den professionelle rygrad er officerer og befalingsmænd, der gør tjeneste fra et årti til hele arbejdslivet. Dertil ikke mindst en andel af kontraktansatte menige, hvoraf størsteparten gør tjeneste i nogle år i deres ungdom, så de mestrer det mest komplicerede materiel. Men især Hæren har behov for en stor andel af dels værnepligtige under uddannelse eller hjemsendte, dels en reservestyrke, der er på kald, og som også omfatter Hjemmeværnets aktive.

Fordele og ulemper

Intet forsvar har råd til kun at have fastansatte. De britiske, amerikanske og canadiske forsvar henter 20-50 procent af deres operative soldater i reservestyrken, hvor Danmark er tæt på nul. Det er en af grundene til, at forsvaret i dag kun kan opstille småstyrker.

Enheder med værnepligtige er langt billigere end enheder med kontraktansatte på fuld tid. At uddanne en værnepligtig menig soldat i et år og holde vedkommende parat til indsats i seks år derefter koster ca. 0,6 mio. kr. til løn, uddannelse og øvelser. Det koster omkring tre mio. kr. at uddanne og holde en kontraktansat menig soldat klar i seks år. En værnepligtig soldat koster typisk en femtedel eller mindre af, hvad en kontraktansat koster, men kan ikke helt det samme, og er på lavere beredskab, når han er hjemsendt.

Enheder med værnepligtige, der uddannes i 8-12 måneder af værnepligtige sergenter og løjtnanter med omkring to års værnepligt, er lette og billige at uddanne til et højt militærfagligt niveau, bl.a. fordi de uddannes samlet og i store hold.

De fleste er frivillige, og næsten alle er højt motiverede, hvis de gives en god og krævende uddannelse. Fordi de er unge og relativt socialt og geografisk ubundne, fokuserer de på den militære tjeneste og kan sendes på mange og lange øvelser. Det gør, at enhederne bliver tæt samarbejdede. De opnår en stærk samhørighed, der ikke bare varer ved i de år, hvor de genindkaldes til øvelser, men ofte gennem hele livet.

Fordelene ved kontraktansatte er bl.a., at de kan opnå en meget høj grad af rutinering, er på højt beredskab og løbende kan efteruddannes. Modsat er det en ulempe ved kontraktansatte, at arbejdstidsreglerne gør, at de mest operative enheder må afspadsere flere måneder om året. Det gør uddannelse og øvelser til et personel-puslespil, og nedsætter enhedernes mulighed for at opbygge professionalisme og sammenhold.

Dertil kommer, at enhederne kan være præget af hyppig og uforudsigelig udskiftning. Det er spændende at være fastansat maskingeværskytte som 22-årig, men når man som 25-årig ser sine civile venner med uddannelse og højere løn, forlader man typisk forsvaret. Det giver store forskelle i kompetencer, fordrer dyr og fragmenteret uddannelse og reducerer sammenholdet og den militære effektivitet. Dertil kommer, at kontraktansatte, der typisk er ældre og dermed bundet af kærester, ægtefæller og børn, må gives faste arbejdstider og en løn, en familie kan leve af. Kontraktansatte er militært set en essentiel, men svær og dyr ressource.

Adgang til alle samfundslag

Hjemsendte enheder med værnepligtige kan genindkaldes hurtigt og i stort antal i tilfælde af en krise og kan være rygraden i langvarige stabiliserende udsendelser for NATO eller evt. FN. De vil være en færdiguddannet reservestyrke, som forsvaret kan trække på også i fredstid, hvis politikerne sikrer fornuftige reservekontrakter og et positivt arbejdsmarked. Nogle vil ønske en kontraktansættelse i forlængelse af værnepligten, andre kan med passende varsel hentes ind senere. Også tidligere kontraktansat personel skal gives vilkår, så de tilknyttes reservestyrken.

Udover de direkte militære fordele giver værnepligten forsvaret adgang til personel fra alle samfundslag og af internationalt set høj kvalitet. Dertil er der en række meget omtalte civile fordele. De unge mødes på tværs af sociale skel og får et personligt løft, borgerne får indsigt i forsvaret, og samfundet bliver mere robust.

Hver af de nævnte kilder til mandskab har fordele og ulemper. Nogle er dyre, andre billige. Nogle er på højt beredskab, og andre på lavere. Nogle kan løse de mest komplicerede opgaver, andre tager de mange grundlæggende funktioner. Grundlaget for et militært og økonomisk effektivt konventionelt forsvar er det rette miks af personeltyper, hvor de værnepligtige er en militært set særdeles værdifuld og billig komponent. Grundlaget for en sådan miks-bemanding er det såkaldte totalstyrkekoncept, der er besluttet i det nuværende forsvarsforlig. Med et sådant »både og«-miks sikres det bedst mulige personelmæssige fundament for et moderne, professionelt, fleksibelt, kapabelt og robust konventionelt dansk forsvar.

Læs også kronikken på Berlingske.