Den store gruppe af tidligere udsendte soldater, der overvejende har det godt efter udsendelse, overses ofte i debatten om veteraners vilkår. For en civil kan det være svært at forstå, at en soldat ikke alene kan savne krig, men også kan komme styrket hjem efter udsendelse.

Af Anne Lillelund, krisepsykolog og formand for Soldatens Hus.

Veteraners vilkår og udfordringer efter udsendelse har i den senere tid fået stor opmærksomhed i pressen og samfundet generelt. Debatten har primært fokus på veteraner med posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD), der ses hos 10% af soldater efter udsendelse, men mindre fokus på den store gruppe af tidligere udsendte soldater, der overvejende har det godt og har få eller ingen psykiske efterreaktioner.

Det er vigtigt at have fokus på de veteraner, der lider af PTSD, så de får den rigtige behandling, men skævvridningen i debatten medfører, at mange velfungerende veteraner oplever, at de i mødet med det civile samfund ofte føler sig sygeliggjort, fordi den civile har en klar forestilling om, at man bliver syg af at være udsendt soldat.

En forklaring om, at krigen også har været en positiv oplevelse, og at soldaten måske ligefrem savner udsendelsen, kan blive mødt med manglende forståelse og en antagelse om, at der må være noget galt, når et menneske ikke tager skade af at være i krig.

Kan man komme styrket ud af krig?
Indenfor traumepsykologien er det velkendt, at mennesker kan vokse efter et traume og opleve positiv personlig udvikling. Et fænomen, der kaldes posttraumatisk vækst.

Forsvarets undersøgelse af 749 veteraner fra Afghanistan viser, at 14,7 procent oplever moderat eller høj grad af posttraumatisk vækst. En tredjedel har en oplevelse af øget personlig styrke, og at livet nu er mere værd at leve. Det er med andre ord sjældent en entydig oplevelse at have været i krig, det kan både være forbundet med smerte og glæde.

Som borger i et samfund, hvor krig typisk anses for enten et nødvendigt onde eller helt uacceptabelt, kan det være uforståeligt, at krig også indeholder noget positivt. Politisk ståsted, moralske overbevisninger og humanistiske idealer kan være medvirkende til, at vi tager afstand fra soldatens positive oplevelse af krig. Således har forestillingen om soldatens arbejde ofte sit udspring i krigsfilm, så når vi tænker på krig, forbinder vi det med at slå ihjel, og at mennesker bliver dræbt.

Hvordan kan man savne krig?
Modsat den stereotype opfattelse handler krig langt fra kun om at slås og slå ihjel. Med et forsigtigt gæt udgør tiden, hvor soldaten er i direkte kamp med fjenden, sjældent mere end 2 procent. Resten af tiden går med patruljer, vagt, planlægning af operationer, klargøring, ventetid. Herudover er en meget stor del af soldaterne aldrig i kamp, fordi de står for det omfattende logistiske apparat, der skal sikre, at kampsoldaterne kan operere ved frontlinjen.

Spørger man soldaten, hvad han savner, vil han ofte fortælle, at han savner kammeratskabet, meningsfyldtheden og den stærke militære identitet.

Krig er meningsfuldt. Mange soldater fortæller, at der er en meget høj grad af mening forbundet med at være udsendt. En kampsoldat udtrykte, at han efter sine udsendelser midt i tyverne var ”toppet for tidligt i sit liv.” Han havde en klar oplevelse af, at livet som civil ikke havde været begyndelsen på noget nyt og spændende, men derimod et tab af mening i tilværelsen. Det handlede ikke om, at han godt kunne lide ildkampene, men at han som soldat var med til at hjælpe andre mennesker og samtidig var en del af en gruppe, hvor han, hver gang de var på patrulje, var med til at sikre sine kammeraters overlevelse.

Krig er kammeratskab. Forsvaret er langt mere end bare en arbejdsplads, men snarere et ”community”, hvor fælles ansvarsfølelse for opgaveløsningen og et stærkt tilhørsforhold til gruppen er afgørende for at kunne fungere i krig. Hvis du ikke kan stole på, at din kammerat har styr på sine ting, har velafprøvede militære færdigheder og altid har din ryg, kan du ikke gå ud af porten og sætte dit liv på spil.

Mange soldater beskriver, at de kan føle sig ensomme efter udsendelsen, fordi den fælles forståelse af, hvad det vil sige at være i krig, ikke kan genfindes i det civile. Den civile pårørende eller ven opgiver måske at spørge ind, ”fordi jeg kommer aldrig til at forstå det”, mens soldaten opgiver at fortælle, fordi ”du forstår det ikke, du var der ikke.”

Krig skaber identitet. At være udsendt soldat er forbundet med en særlig identitet. Ikke alene går soldaten i krig for Danmark på et folkeligt mandat, men det kræver også nogle helt særlige kompetencer. De militære færdigheder overtrænes, så de sidder på rygraden, og soldaten kan bruge sin opmærksomhed på en vurdering af handlemuligheder i situationen. Sproget er præget af forkortelser, og kommunikationen er direkte og uden omsvøb, fordi det i krig er nødvendigt at sortere alle overflødige informationer fra for at kunne agere så målrettet som muligt. Alt sammen hensigtsmæssigt.

Men soldater beskriver ofte, at den militære identitet ikke har samme værdi i det civile liv, og at det kan være svært at oversætte sine kompetencer til civilt sprog. Konsekvensen kan være, at soldaten har svært ved at få et tilhørsforhold til det civile, fordi han ikke længere indgår i et socialt fællesskab, der forstår og anerkender hans færdigheder og oplevelser.

Der er behov for en mere nuanceret forståelse af, hvad det vil sige at være i krig. Krig er ikke et enten-eller fænomen. Krig kan være smerte og lidelse, men også berigelse og positiv personlig udvikling.

Undersøgelser har vist, at social støtte som enkeltfaktor er afgørende for at forebygge psykiske efterreaktioner. Hvis vi skal støtte den store gruppe af hjemvendte soldater, der overvejende har det godt, og hvoraf nogle kan have svært ved at finde fodfæstet i det civile, er det vigtigt, at vi ikke på forhånd stigmatiserer dem som syge, men anerkender at krig også er meningsfyldthed, identitetsudvikling og kammeratskab, og at der ikke er noget unormalt i at savne krig.

Anne Lillelund er krisepsykolog og har været ansat 6 år i Forsvaret, hvor hun har fulgt soldaterne før, under og efter udsendelse i international mission. Hun er desuden formand for foreningen Soldatens Hus.